Om forfatteren/sitet
... eller "Hvorfor jeg spilder min tid med dette"
Hvorfor gør jeg dette? Jeg kan lide en god historie... Det er såre simpelt... På den anden side... Måske er det ikke så simpelt... Det er muligvis startet på den måde, men i dag er det også om at bevare kulturel arv, bygge broer mellem kulturer og tilføre noget nyt til Internettet.
Min fortid
En af mine første og bedste barndomsminder er at læse tegneser med mine forældre. En af de daglige rutiner da jeg var fem, var min mor der læste Anders And for mig, og min far der satte ord på de daglige Fred'nand- og Alfredo-striber i avisen. Dette var i Danmark i de tidlige halvfjerdsere. Tegneserier var stadig ugleset af den litterære elite, og kun nogle få tegneserier var blevet tilladt på bibliotekerne, men blandt den danske befolkning var tegneserier populære, og havde været det i årtier.
På samme tid var der serier som Charlie's Angels, McCloud, Colombo etc. på TV og Dirty Harry og James Bond i den lokale biograf. Figurer og historier der overgik alt, som blev en integreret del af at vokse op.
Som jeg voksede op, opdagede jeg også bøger og med introduktionen af computerspil åbnede sig nye verdner af eventyr. Figurer som Doc Savage, Dræberen, og Leisure Suit Larry har været kilde til nogle utrolige eventyr i løbet af årene.
På et tidspunkt tilbage i 1999 startede jeg på en database for at holde styr på nogle af figurerne i tegneserierne. Halvfemserne havde givet os mange nye serier og firmaer, og på samme tid prøvede alle at innovere/retconne de eksisterende figurer ved at give dem nye navne og uniformer. Det blev umuligt at holde styr på hvad der foregik. På samme tid begyndte jeg at læse op på nogel af figurerne fra min barndom. Det var ret morsomt og jeg fandt en masse interessante ting.
I dag synes jeg Charlie's Angels er utrolig kedeligt, men genudsendelser af serier som Colombo og McCloud fanger stadig min opmærksomhed og jeg kan mærke glæden ved en god historie der tager mig ud på en tur. Det er det samme med tegneserier, bøger, spil og en hver anden form for historiefortælling. Min smag i historier har ændret sig i de sidste mere end 30 år... Jeg kan ikke sige den er blevet mere moden... Bare ændret... Idet WeirdSpace er baseret på det jeg har samlet over årene, vil sitet selvfølgelig langt hen ad vejen reflektere hvad jeg kan lide eller har kunnet lide. Ellers ville jeg ikke have samlet nok materiale om de forskellige figurer til at have noget at betydning. Fokus er blevet hold på hvad figurerne og verdnerne drejer sig om, og jeg har undladt personlige kommentarer om hvorvidt jeg kunne lide figuren og historien eller ej, idet WeirdSpace er om historier, ikke personlige preferencer. Det er ikke mig der skal afgøre hvad der er godt og hvad der er skidt.
Kulturel arv og kulturelle identiteter
Fiktive figurer er en mærkelig gruppe. De er en del af vores liv, og alligevel ikke, fordi de er fiktive. Det har ikke nogen indflydelse på vores liv, at Superman er gift med Lois Lane, men vi ved hvem Superman er. Han har været der i mere end 60 år, og er der stadig. Nogen kan muligvis huske overskrifterne på aviserne da JR blev skudt. Udtrykkene SNAFU og FUBAR bliver stadig brugt (på engelsk), men Private Snafu er for længst væk. I de tidlige halvfemsere var Teenage Mutant Ninja Turtles det store hit. Merchandizing, film, tegnefilm, alt... I New York havde politiet problemer med børn som gik ned i kloakkerne for at finde skildpadderne. I dag er turtles mest et fjernt minde og tonsvis af affald i skunke og på lossepladser. Hvis nogen siger "At være eller ikke være..." ser du muligvis en fyr som holder et kranium i hånden. Fik du set stykket? Du ved at referencen er Hamlet, men kender du stykket? Hvis du så Hamlet med kraniet for dig ved citatet "At være eller ikke være..." er det overvejende sandsynligt, at du aldrig har set eller læst stykket, kun referencer eller komiske genfortællinger. Hvis nogen siger "I'll be back..." på den måde som kun Arnold Schwarzenegger kan sige det, vil de fleste mænd kende referencen og de har sikkert også set filmene. De fleste kvinder vil genkende det som en mandeting på linje med "Bond... James Bond..." som scorereplik. Jeg har set udtrykket "Beam me up, Scotty" brugt i adskillige film. Folk refererer til 'the force'. Det kan godt være det er fiktion og det kan også godt være at det kun er børn og nørder som ser Star Trek og Star Wars, men det er en del af vores liv og kulturelle arv, og jeg mener det er vigtigt at undgå at historierne bliver reduceret til citater eller helt glemt.
På en eller anden måde er kulturel arv og kulturel identitet blevet kædet sammen med vores sprog, og efter min mening er det noget forvrøvlet tågesnak. I Danmark er det en masse bekymringer om at vi bliver en slags amerikanere hvis vi ser for mange amerikanske serier og talk shows. En af de store diskussioner i Danmark er det danske sprog som låner en masse ord fra engelsk. Tilsyneladende har de den samme diskussion i Spanien, og mit gæt er, at man vil finde denne diskussion i mange lande. Argumentet er, at dansk som et sprog vil forsvinde og vi vil miste en del af vores identitet. I min verden er det noget vrøvl. Sprog er til kommunikation. Sammen med tommelfingeren som gør os i stand til at holde på ting, er det en af de ting der har gjort os succesrige som art. At have flere sprog hæmmer kommunikation. De der er bekendte med Biblen, vil genkende dette som pointen i historien om Babelstårnet, så det er ikke min idé eller en ny idé for den sags skyld. Hvis nogen skaber en ny ting og giver den et navn, kan jeg ikke se pointen i at give den et andet navn i et andet land. Det hjælper ikke på kommunikationen, som stadig er den primære funktion i sproget, at jeg skal lære to eller flere navne for den samme genstand. En personal computer er stadig en amerikansk opfindelse, at kalde den datamat på dansk eller ordenador på spansk ændrer ikke dens oprindelse, identitet eller funktion. Vi bliver aldrig amerikanere. Vi bliver heller aldrig franskmænd eller tyskere af at spise croissanter eller køre i BMW'er. Det er den selvsamme grund til at Disney-tegneserier er populære i Europa og Sydamerika, men ikke i USA, mens superhelte er næsten den eneste ting i USA, men kun en del af det vi læser i Europa. Disse historier kan flyde frit, men vi har forskellig kultur of smag, så de flyder egentligt ikke nogle steder.
Som jeg ser det, ligger den kulturelle arv og identitet i din opvækst. I mange tilfælde falder det sammen med sprog og geografi, hvilket kunne forklare hvorfor vi traditionelt ser vores kulturelle arv og identitet i form af nationalitet og sprog, eller endda møntfod. Jeg voksede op, først tre år i Los Angeles, efterfulgt af 16 år i en lille by ved navn Kaas i Nordjylland, og intil nu har jeg boet 20 år i København. Da jeg var lærer tilbage i 2002-2004 opdagede jeg, at min kulturelle baggrund var lige så forskellig fra mine studerendes baggrund som fra en af mine venner der kom her til fra Iran med hendes familie under Kulturrevolutionen. Det er ikke særligt indviklet eller dybsindigt, jeg ved det godt, men der fra hvor jeg står, siger kulturel arv og identitet kun noget om man har oplevet, det er en del af den man er, men ikke den man er, og siger lidt om hvor man er fra.
Den kulturelle elite
Et af frynsegoderne ved sitet er muligheden for at vise en udstrakt langefinger til det jeg under et kalder 'den kulturelle elite'. Da jeg voksede op, var der altid nogen som fortalte mig, at tegneserier var for børn og de TV-serier jeg kunne lide var noget lort. På gymnasiet var det kunst med stykker som Man Friday om Storbrittanien som var den store imperialistiske Satan, eller stakkels selvcentrerede skvat som den rejsende i Johannes V. Jensen's digt Paa Memphis Station. Det var ikke mindre fiktion eller tættere på virkeligheden end f.eks. filmen First Blood, eller tegneserien En kontrakt med Gud af Will Eisner. Nogen havde bare besluttet for mig, hvad der var kunst og hvad der var skidt. Hele gymnasietingen var på mange måder en øvelse i at blive fri for individuelle tanker, noget i retning af 'når vi vil høre din mening, skal vi nok fortælle dig hvad den er'. Med attituden 'Fandemer nej' havde jeg ikke så meget succes i mange af fagene.
Jeg har aldrig forstået hvorfor nogle mennesker har trangen til definere for andre hvad der er kunst, og hvad der ikke er. Når jeg ser på et billede af Asger Jorn, kan jeg kun se nogle grimme udtværinger af maling, men det er kunst. Hvorfor? Fordi noget har sagt det. Opera er også kunst. Til mig lyder det mest som mennesker der lider, og man burde gøre en ende på deres lidelser. Til mig er det omtrent lige så interessant som at se maling tørre. Malingen er lidt mere sjovt, idet den ikke har den irriterende støj. Men det er kunst. Det er der nogen der har sagt. Det har jeg ikke noget problem med. Hvis du kan lide det og synes det er kunst, er det fint med mig. No problem! Hvad jeg har et problem med, er når nogen fortæller mig, at det jeg kan lide ikke er kunst men noget andenrangs lort, og deres mening er mere værdifuld end min.
I løbet af årene har jeg mødt meget af den holdning, og for at være helt ærlig, så har jeg opdaget, at det er et sørgeligt og patetisk forsøg på at dække over uvidenhed, eller bare ren kulturimperialisme. Lad mig komme med et par eksempler på det jeg har set: Tilbage i dansktimerne på gymnasiet læste vi en historie om en fyr som pjækkede fra arbejde for at nyde en solskinsdag i foråret. En af de ting han observerede var nogle fugle som baskede på jorden. For vores dansklærer kunne dette kun være noget med sex. Indlysende nok kunne det ikke være støvbadning, noget fugle gør for at holde fjerdragten ren. Han havde aldrig hørt om støvbadning og det var indlysende nok noget med sex. Dette var fiktion, og du var nødt til at læse mellem linjerne. Idet han var læreren og vi de studerende, havde han selvfølgelig pr. definition ret, og hvis du ønskede at få en god karakter, måtte du bøje dig for hans kultur. Mange gjorde. Det andet eksempel er en tidligere kæreste. Hun var en af dem der ikke brød sig om min smag i litteratur i almindelighed og tegneserier i særdeleshed. Jeg udfordrede hende til at læse en tegneserie, bind 1 af Frank Miller's Nattens Ridder, en klassiker der var med til at omdefinere tegneserier i firserne. Hendes argument var, at tegneserier var barnlige og trivielle, så Nattens Ridder var et indlysende valg, idet hun i det mindste vidste hvem Batman var. Hun gav op efter et par sider. Det viste sig, at hun ikke kunne læse billederne. Man var faktisk nødt til at se på billederne for at forstå historien i tegneserien. Indlysende nok forblev tegneserier barnlige. Sure rønnebær? Interessant nok gik hun senere på universitetet for at læse dansk, et studium der producerer dansklærerne til gymnasierne. Er der andre der kan se et mønster her?
Min erfaring er ikke unik, er jeg ked af at sige. Den er ikke en gang begrænset til Danmark. Man kan ikke ændre holdning hos de fordomsfulde mennesker der ude, men man kan forhindre at de er de eneste stemmer i debatten om hvad der er kunst og hvad der ikke er. Når nogen der ude prøver at proppe deres holdninger ned i halsen på os, hvad enten det er den kinesiske regering om The Simpsons, Pokemon og Mickey Mouse, paven om Da Vinci Mysteriet eller en eller anden frankofil filmkritiker som hader Hollywood, er jeg en af dem der vifter med langefingeren, 'Fandeme nej'. Det er ikke et mål med sitet, og jeg prøver heller ikke at komme i klammeri med nogen, målet er at gøre information tilgængelig, men efter min mening, er det et rart frynsegode.
Hvorfor alle sprogene?
Da jeg startede, starede jeg på engelsk. Det var en praktisk ting. Selv om jeg er dansker, er mit primære skrevne sprog engelsk, og har været det siden omkring 1987. Det er resultatet af mange ting som det at mange af de bøger og tegneserier jeg læser kun er tilgængelige på engelsk, og når de er tilgængelige på dansk er de ofte dårligt oversat og meget dyre i forhold til originalerne. Personligt foretrækker jeg også at nyde forfatterens originale ord. Jeg gør det samme med andre sprog. Der mistes en masse flow nuancer i oversættelser, selv når det er gjort godt og omhyggeligt. Der var også den betragtning, at hvis man vil nå en stor international læserskare, er dansk ikke det rette sprog.
Idet jeg er polymerkemiker, er jeg nødt til at kunne læse tysk og fransk, ud over engelsk, da de var meget populære sprog i kemi før 1970'erne, så jeg er vandt til at søge på flere sprog. Dette er imidlertid ikke den måde de fleste læser eller søger information på. Specielt børn. De der søger information bruger det sprog de har, og søgemaskinerne er også optimeret til dette. For de fleste, især børn, vil dette være deres modersmål. Det hjælper dig ikke at informationen er der ude, hvis du ikke kan læse den, eller finde den fordi den har et andet navn på dit sprog. Lige nu har Den Store Stygge Ulv to pladser på min top 30 over de mest populære sider på sitet. Den ene er den engelske fra søgninger på Big Bad Wolf, og den anden er den spanske side fra søgninger på Lobo Feroz. The Big Bad Wolf (den Store Frygtelige Ulv) er en stor og styg ulv på dansk, en stor og vred ulv på tysk, en stor ulv på fransk og en vild og voldsom ulv på spansk. Den eneste måde at sørge for at søgemaskinerne indekserer dine sider rigtigt på, og gøre det muligt for alle kan finde, er ved at oversætte siderne.
Alt i alt, med den måde den menneskelige natur og søgemaskiner fungerer på, er en at de vigtigste måder at fjerne kulturelle barrierer på ved at fjerne nogle af de sproglige barrierer. Jeg arbejder på at få siderne oversat til sprog som arabisk, japansk og kinesisk, men det er lidt tricky. Hvis nogen er interesseret i at hjælpe med oversættelserne, må de endelig kontakte mig.
Min nutid
At lave et projekt som WeirdSpace er i virkeligheden en gammel drøm. Det faktiske site kom til at se lidt anderledes ud end den oprindelige vision, men den oprindelige idé holder stadig. Lige siden jeg læste det første nummer af The Official Handbook to the Marvel Universe i midtfirserne har jeg tænkt på at lave noget tilsvarende med fiktive figurer i almindelighed. Af forskellige praktiske årsager fik jeg ikke startet, før jeg startede på min database, og den var nødt til at nå en vis størrelse, før jeg havde noget brugbart. Det var aldrig meningen at det skulle være et site som dette, men det slog mig, at ligesom jeg kan lide at læse om de forskellige figurer på andre sites, kunne der faktisk være nogen der kunne lide at læse det jeg havde lavet. Det kunne endda være brugbart for nogen. Fire år on-line har vist at dette er tilfældet. Der er meget information på Internettet, men der er også meget information, som ikke er på Internettet.
I de fire år jeg har haft sitet, har jeg haft besøgende fra det meste af Verden. Det er mit håb, at WeirdSpace vil fortsætte med at udfylde nogle af informationshullerne og give nogle brugbare informationer om fiktive verdner på Internettet.
Enjoy
Michael Pilgaard
København, Danmark, 2007